Innovationsfonden styrker strategisk fokus på missioner, mobilisering og impact
26. juni 2023
For at kunne reagere hurtigere og mere effektfuldt på de politisk prioriterede samfundsudfordringer ruster Innovationsfonden sig nu til at kunne agere endnu mere missionsorienteret, målrettet og databaseret.
Et øget politisk fokus på udfordringer inden for sikkerhed, sundhed og den grønne omstilling kræver stadig mere agile statslige organisationer. Innovationsfonden adresserer nu dette med en ny organisering og ved at opruste på ledelse af missionsdrevet innovation, data og måling af impact samt mere strategisk tilgang til at få aktiveret innovationspotentialet blandt fondens ansøgergrupper.
Frem mod årsskiftet sker der således en række ændringer i Innovationsfonden. De mest markante ændringer handler om at styrke missionstilgangen, gøre fondens arbejde mere datadrevet og overgå til panelmodel for fondens største program: Grand Solutions. Ligesom fonden kommer til at ændre på den måde, den understøtter erhvervshusene som knudepunkt i erhvervsfremmesystemet.
- Vi ruster os til fremtiden og har igangsat vigtige initiativer, så vi i Innovationsfonden står endnu stærkere i forhold til at løse vores kerneopgaver. Vi vil blandt andet styrke den strategiske udvikling af missionstilgangen, som kommer til at fylde meget de næste år. Dernæst accelererer vi impact-indsatsen, og hele organisationen styrkes på dette område. Og så kommer vi samtidig til at se på, hvordan vi mere effektivt kan understøtte det samlede innovationssystem i at adressere de mest relevante forskere, virksomheder og iværksættere, siger Cecilie Brøkner, direktør for Innovationsfonden.
Mere missionsarbejde
Innovationsfonden har en unik position som pioner i Danmark på missionsområdet. Denne position skal i endnu højere grad opprioriteres og dyrkes. Derfor har Innovationsfonden oprettet et dedikeret missionsteam med Sidsel Hougaard som Chef for Missioner. Desuden har fonden netop ansat Søren Asp Mikkelsen som ny vicedirektør for Missioner og Partnerskaber.
Data og impact
En væsentlig ambition i fondens fremtidige strategi er at blive skarpere på den samfundsmæssige impact, fondens programmer skaber. En indsigt, der skal bruges til at udvikle programmer og til at klæde politikere og samarbejdspartnere på til at træffe oplyste valg på området. Derfor ansættes en impact- og analysespecialist i fonden, som i samarbejde med blandt andet fondens data-team skal udarbejde de fremtidige modeller for måling af fondens samfundsmæssige værdiskabelse.
Ny panelmodel
Innovationsfondens bestyrelse har besluttet, at Grand Solutions overgår til en ren panelmodel, når fremtidige projekter vurderes. Det betyder samtidig, at der sker væsentlige ændringer i programmets styring. Nyudnævnt chef for fondens Grand Solutions-program er René Damkjer.
Mere målrettet mobilisering
Innovationsfondens bestyrelse har desuden besluttet, at arbejdet med at mobilisere de rette ansøgere til fondens forskellige programmer skal ske mere strategisk og målrettet, så fonden udnytter sine ressourcer mest effektfuld og skaber mest mulig værdi for midlerne. Derfor har bestyrelsen valgt, at fonden ikke skal fortsætte sin faste udstationering af medarbejdere i de regionale erhvervshuse, når den nuværende aftale med erhvervshusene og GTS-foreningen udløber ved udgangen af 2023. Fondens samlede mobiliseringsindsats skal i stedet samles i en central enhed i teamet ”Kommunikation og eksterne relationer” under ledelse af Pernille Rype Elley.
Startup, SMV og internationalt
Innovationsfonden samler kræfterne omkring de programmer, der henvender sig til talentudvikling, startups eller SMV’er – herunder også fondens arbejde med internationale samarbejder - så man kan drage tværfaglig nytte af hinandens kompetencer. Dette ses blandt andet ved, at erhvervsforsker-, iværksætter- og SMV-indsatsen samles i én afdeling, hvor Lars Zederkof er nyudnævnt chef. Ved at samle indsatsen vil der kunne høstes vigtige synergier i det administrative lag. Dernæst har fonden opprioriteret det internationale arbejde yderligere, og oprettet en helt ny chefstilling på området. Aila Lonka er nyudnævnt chef for Internationale samarbejder. Startup, SMV og Internationalt samles under vicedirektør Ole Sinkjær.