Brødkrumme
Neurometa Therapeutics vil revolutionere behandling af hjernesygdomme
Med investeringer fra Innovationsfonden er Neurometa Therapeutics (tidigere 2N Pharma) tæt på at tage sit nye lægemiddel mod ALS, Parkinsons og multipel sklerose videre til kliniske forsøg.
Da John Nieland i slutningen af 90’erne arbejdede for en tysk biotech-virksomhed, var det en tilsyneladende tilfældig opgave, der skulle vise sig at blive begyndelsen på hele den rejse, der endte med, at han i dag er CIO (Chief Innovation Officer) hos Neurometa. Virksomheden er i dag i gang med en potentiel helt ny behandlingsmetode til en række hjernesygdomme.
John Nieland ledte i en database for at se, om et protein var relateret til andre sygdomme og opdagede til sin overraskelse, at der var sammenhæng med en række hjernesygdomme som multipel sklerose, skizofreni og flere andre.
- Jeg vidste dengang, at proteinet kontrollerer fedtforbrænding i hjernen og ikke glukose, og det tog mig et par år for at finde ud af, hvordan jeg kunne forklare det. Jeg begyndte så at teste det i en dyremodel for depression, og fandt ud af, at medicinen virkede virkelig godt, og derefter testede jeg så for multipel sklerose, og det virkede også, fortæller John Nieland, som i dag også er lektor og forskningsgruppeleder ved Aalborg Universitet, hvor han forsker i hjernesygdomme.
Mitometin er måske revolutionerende
Rejsen har været lang, og omkring 25 år efter John Nielands opdagelse står Neurometa i dag med et præparat, Mitometin, der måske vil kunne revolutionere måden, man behandler en række sygdomme i hjernen.
- Mitometin reducerer aktiviteten af et protein, der hedder CPT1, der er opreguleret ved hjernesygdomme. Vi nedregulerer aktiviteten til et normalt niveau igen. Det vil sige, at neuronerne bliver beskyttet af et overforbrug af fedtsyrer, som man ser ved sygdommen, men vi hæmmer ikke fuldstændig proteinet. Det skal tilbage til et normalt niveau, forklarer Steinunn Sara Helgudóttir, der er PhD og co-founder og i dag CSO (Chief Scientific Officer )hos Neurometa.
Behandling af neurodegenerative sygdomme, som f.eks. ALS eller Parkinsons sygdom, har de seneste årtier været fokuseret på akkumulering af forskellige proteiner som Amyloid beta ved Alzheimers eller Alpha synuclein ved Parkinsons sygdom. Mitometin har en helt anden tilgang, som måske kan revolutionere behandlingen af disse alvorlige hjernesygdomme.
- Selvom der er kommet et par godkendte produkter ud af den traditionelle tilgang, så har man i dag ikke en specielt effektiv behandling ud af de sygdomme. Vi har i Neurometa noget helt nyt, men de fleste investorer har en traditionel tilgang til investering, og der er bare mindre risiko ved at investere i variationer af det, som allerede findes, siger Preben Bruun-Nyzell, der er CEO og co-founder i Neurometa og har en 25-årig karriere fra ni forskellige lande og erfaring fra virksomheder som Roche og PwC.
Men selv med et lovende produkt i hånden er vejen til markedet lang – og det kræver kapital, understreger Preben Bruun-Nyzell.
Når ny medicin møder virkeligheden
Som ny biotech-virksomhed handler udfordringerne ofte om kapital, og det gør det også for Neurometa, som har fået investeringer fra Innovationsfondens programmer, Innobooster, der hjælper iværksættere og virksomheder med at modne nye idéer, og Erhvervsforsker, som giver adgang til forskningskompetencer på ph.d.-niveau.
- Finansiering er den helt store udfordring. I Danmark har vi et rigtig godt iværksættermiljø, og vi har en masse mennesker med gode uddannelser, så vi har egentlig et godt miljø. Men specielt inden for biotech mangler der finansieringsmuligheder sammenlignet med f.eks. USA, forklarer Preben Bruun-Nyzell.
Neurometa har derfor brugt investeringer fra Innovationsfonden til udviklingen af de dele af processen, som typisk er sværest at få investeringer til - blandt andet at udvikle virksomhedens data.
- Investeringerne fra Innovationsfonden i kombination med finansiering fra BioInnovation Institute, EIFO og det amerikanske forsvarsministerium har hjulpet os til næste skridt. Det er én ting at udvikle et molekyle og se, at det virker i en dyremodel. Men når man arbejder med noget helt nyt, vil investorer også vide, hvordan det virker og hvilke processer der ligger bag. Den dokumentation har vi kunnet lave takket være investeringerne fra Innovationsfonden. fortæller Preben Bruun-Nyzell, og Steinunn Sara Helgudóttir supplerer:
- Vi havde allerede set, at vores produkt virkede i dyremodeller. Men det næste skridt var at undersøge præcist, hvordan det virker. Vi skal blandt andet kunne dokumentere, at stoffet trænger ind i hjernen og normaliserer energiforbrændingen dér, og ikke kun giver en indirekte effekt, forklarer Steinunn Sara Helgudóttir.
Næste milepæl: kliniske forsøg
Med en stærk datapakke og lovende resultater i dyremodeller står Neurometa nu foran det næste store skridt: at bringe behandlingen ind i kliniske forsøg.
- Vi er nået dertil, at vi har et molekyle, som vi skal videre med i klinikken, fortæller Preben. Det næste skridt er at gennemføre de regulatoriske sikkerhedsforsøg og produktion af medicinen til menneskebrug og derefter begynde at teste på mennesker. Vi håber at kunne tage det skridt inden for 12–18 måneder, siger han.
Udfordringen er igen økonomi, for det er dyrt at lave kliniske forsøg. Alene de regulatoriske tilladelser og produktion af medicinen vil formentlig koste omkring 5 millioner Euro, og dernæst kommer udgifterne til de kliniske forsøg. Trods de økonomiske barrierer er optimismen dog stor hos Neurometa. Om få år kan deres arbejde være med til at give patienter med ALS, Parkinsons og andre hjernesygdomme nye behandlingsmuligheder, som de ikke har i dag.