Nyt hold af nyskabende unge er udvalgt til Innofounder Graduate
26. februar 2020
20 nye projekter er udvalgt til Innofounder Graduate programmet. Det betyder, at 30 unge over de næste 12 måneder skal gennemarbejde og videreudvikle deres ideer, så de kan blive klar til markedet.
30 unge fordelt på 20 teams har et spændende år foran sig. De er blevet udvalgt til Innofounder Graduate programmet, hvilket betyder, at de fra d. 1. marts og et år frem vil modtage sparring og finansiering til at realisere deres virksomhedsdrømme.
Ideerne løser mange forskellige udfordringer og spænder vidt - fra udvikling af software, der kan hjælpe vandforsyninger med at opdage lækager i vandrørene til upcycling af sko fra tekstilrester til satelitbilleder, der kan gøre landbruget mere bæredygtigt.