Kampen mod insektskadedyr er en af de største udfordringer for landmænd i hele verden. Ny dansk metode bestemmer insekter direkte i afgrøden og beslutter straks, om de skal sprøjtes, eller om de er nyttedyr.
Skadedyrsbekæmpelse er en udfordring i landbruget, som kræver mange ressourcer at kontrollere, hvordan skadedyrspopulationer udvikler sig i marken.
Indtil nu har overvågningen i markerne været baseret på manuelle teknikker, hvor landmanden sætter fælder op og tjekker disse. Det er både tidskrævende og dyrt for den enkelte landmand. Specielt i større landbrug.
Det er lykkedes for danske FaunaPhotonics at udvikle en ny metode til at forbedre insektovervågning i landbruget. Gennem InnoBooster fik virksomheden luft til at sætte gang i en ambitiøs test og udvikling af teknologien.
Foto: PR - FaunaPhotonics.
Startup med vokseværk
De første testresultater har været så overbevisende, at FaunaPhotonics er indgået i et formelt treårigt samarbejde med den verdensomspændende kemikoncern Bayer i Tyskland. Det har foreløbigt betydet, at FaunaPhotonics på rekordtid er vokset fra én til syv ansatte.
- Som mindre virksomhed er det vigtigt at have solide data, der underbygger det kommercielle potentiale i forretningsstrategien. Det er også ofte en udfordring, da det kræver ekstra investeringer. Her har samarbejdet med Innovationsfonden været helt afgørende for, at vi nu har fået en ambitiøs aftale på plads med en global virksomhed som Bayer og dermed står langt stærkere i konkurrencen i et nyt marked for insektbekæmpelse, fortæller CEO Frederik Taarnhøj fra FaunaPhotonics.
Mere målrettet landbrug
Målet for den nye sensorteknologi er, at man har et instrument, man kan stille op i marken, som måler på insekter, så landmanden slipper for at sætte fælder op, tage ud at besøge dem, skrive ned, osv.
Det hele er automatiseret og optager hvilke insekter, der er på hvilket tidspunkt og hvilken lokation. Data bliver lagret i instrumentets database, og så er ambitionen, at der kan udveksles information med Bayers softwaresystem.
Programmet har det formål, at landmænd kan forbedre deres landbrugsdrift ved bedre information og beslutningstagen omkring, hvad der skal sprøjtes, og hvad der er nyttedyr.
- 1. maj 2016 startede FaunaPhotonics et InnoBoosterforløb med en halv millioner kroner fra Innovationsfonden.
- Projektet varer frem til 30. april 2017.
- FaunaPhotonics er beliggende i Copenhagen Bio Science Park på Nørrebro i København og er et universitets spin-off.
Skadedyr forårsager betydelige afgrødetab, så det er vigtigt for landmanden at vide, hvad der foregår i marken. Snart kan sensorer måle, om insekter er skadelige eller gør gavn, så høsten kan blive sikret.