Banebrydende dansk forskning: Gravides kost kan påvirke barnets risiko for type 1-diabetes
7. juli 2025
Ny undersøgelse viser, at en kost med høj inflammatorisk effekt under graviditeten er forbundet med øget risiko for at udvikle type 1-diabetes hos barnet – og Innovationsfonden har været med hele vejen.
Store data og vigtige resultater
Et forskningsprojekt støttet af Innovationsfonden har netop ført til ny vigtig viden om sammenhængen mellem kosten under graviditet og barnets risiko for at udvikle type 1-diabetes. Forskningen, som er publiceret i det anerkendte Journal of Epidemiology & Community Health, peger på, at en kost med høj inflammatorisk effekt under graviditeten er forbundet med øget risiko for, at barnet senere udvikler sygdommen.
Studiet bygger på data fra mere end 67.000 mor-barn-par i den landsdækkende fødselskohorte Bedre Sundhed I Generationer og er ledet af professor Sjurdur Frodi Olsen fra Statens Serum Institut. Det viser, at for hver enhed stigning i en såkaldt EDII-score (der måler kostens inflammatoriske potentiale), stiger barnets risiko for type 1-diabetes med 16 %. Det er første gang, en så stor kohorteundersøgelse dokumenterer dette mulige link mellem inflammation og kost i graviditeten og udviklingen af type 1 diabetes hos børn.
- Resultaterne peger på, at kosten i graviditeten kan have betydning for barnets risiko for type 1-diabetes – det er ny og vigtig viden, som potentielt kan bringes i spil i fremtidige sundhedsanbefalinger. Før man kan komme med nye kostanbefalingerne på området, er det dog vigtigt, at fundene kan genfindes i andre uafhængige studier, samt at vi forstår biologien bag bedre,” siger professor Sjurdur Frodi Olsen, som oplyser, at han og kolleger har et omfattende forskningsprogram i gang til at undersøge de mekanismer, der måtte ligge bag disse sammenhænge.
Langsigtet forskning med samfundsværdi
Selvom mange af Innovationsfondens investeringer har et kommercielt sigte, støtter fonden også forskningsprojekter, hvor den primære målsætning er at skabe ny viden med betydning for samfundet. Projektet bag denne undersøgelse er et eksempel på netop dét: En langsigtet forskningsindsats, som bidrager til en dybere forståelse af, hvordan livsstilsfaktorer under graviditeten kan påvirke børns sundhed langt ind i livet.
Resultaterne føjer sig til den voksende mængde af viden, som kan bruges til at forebygge alvorlige sygdomme som type 1-diabetes. De peger samtidig på, at midt i graviditeten kan være et særligt følsomt vindue, hvor kost og livsstil spiller en vigtig rolle. Forskningen har dermed potentiale til at understøtte fremtidige anbefalinger og indsatser inden for forebyggelse og folkesundhed.