Brødkrumme
Nu kan du nominere kandidater til Into Innovation Award og Into Change Award
Kender du en forsker, innovatør eller et samarbejde, der har omsat viden til løsninger med betydning for samfundet? Eller en forskningsgruppe, der har flyttet grænserne for europæisk forskning? Så er det nu, du kan nominere kandidater til årets Into Innovation Award og Into Change Award.
For andet år i træk vil uddannelses- forsknings og digitaliseringsministeren fejre dansk forskning og innovation, og nu er det tid til at nominere de stærkeste kandidater.
Into Innovation Award anerkender dem, der gennem nysgerrighed, mod og samarbejde udvikler løsninger på nogle af vores største samfundsudfordringer. Prisen er målrettet danske forskere, innovatører og samarbejder, som har omsat forskning og viden til succesfulde start-ups eller scale-ups
Into Innovation Award uddeles i et samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og Innovationsfonden. Innovationsfonden har fået til opgave at vurdere de indkomne nomineringer til prisen og efterfølgende indstille de bedste kandidater til endelig udpegning af forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren.
Samtidig kan der nu nomineres kandidater til Into Change Award, som anerkender europæiske forskningsgrupper, der gennem exceptionel forskning på højeste internationale niveau har bidraget til ny viden og løsninger på nogle af vores største samfundsudfordringer. Prisen er målrettet forskningsgrupper fra europæiske institutioner bestående af 3-8 navngivne medlemmer og omfatter alle videnskabelige og forskningsmæssige fagområder. Prisen skal fremme videnskabelige kerneværdier som nysgerrighed, samarbejde, ansvarlighed, respekt og åbenhed.
- Forskere fortjener en prominent plads på stjernehimlen som de vigtige pionerer og rollemodeller, de er. Alligevel befinder de sig ofte langt væk fra den røde løbers spotlight. Derfor glæder jeg mig til at hædre tidens banebrydende forskere med en af verdens største forskningspriser, og jeg opfordrer danske og europæiske institutioner til at indstille oplagte kandidater. Forskning og videnskab er grundpiller i demokratiske, oplyste samfund, som vi aldrig må tage for givet, og vi har brug for, at forskningen i højere grad understøtter europæisk selvstændighed og teknologisk uafhængighed, siger Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister, Christina Egelund, i en pressemeddelelse.
Frist for nomineringer
Nomineringer til Into Innovation Award og Into Change Award kan indsendes nu.
Læs mere om kriterier og indsend din nominering:
Prisuddeling i december
Priserne uddeles igen i år ved et storslået show i København i december.
Sidste år modtog den europæiske forskergruppe ENGRAVE Into Change Award på 8 mio. kr. ENGRAVE har fundet ud af, at de grundstoffer, der danner vores planet og vores kroppe, stammer fra kæmpemæssige kollisioner mellem universets mest ekstreme objekter - neutronstjerner.
Samtidig modtog professor Peter Lodahl fra Københavns Universitet Into Innovation Award for at have udviklet en ny verdensførende kvantechip til fremtidens sikre kommunikation og kvantecomputere.
Fakta om priserne
Fakta om innovationsprisen
- Prisen Into Innovation Award hædrer en forsker, en innovator eller gruppe af samarbejdspartnere for enten selv at have været med til at stifte vidensbaserede start-ups eller scale-ups eller at have spillet en væsentlig rolle i at hjælpe andre med at etablere start-ups baseret på forskning.
- Prisen gives til forskere eller innovatører, der er ansat ved danske vidensinstitutioner, såsom universiteter, universitetshospitaler, sektorforskningsinstitutioner, professionshøjskoler, erhvervsakademier, kunstakademier og maritime uddannelsesinstitutioner eller GTS-institutter.
- Prisen kan også gives til kandidater, der har engageret sig fuldt ud i deres start-ups og arbejder fuld tid i virksomheden, eller til grupper af samarbejdspartnere fra vidensinstitutioner, start-ups eller andre sektorer.
- I 2026 består prisen af et beløb på 2.000.000 kr., som kan anvendes til forsknings- og innovationsaktiviteter på prismodtagernes område eller indenfor nystartede/skala-ups. Desuden uddeles en hæderspris på 200.000 kr. (i alt), som udbetales direkte til den enkelte eller ligeligt blandt gruppens medlemmer.
- Indstillingerne til Into Innovation vurderes af Innovationsfondens bestyrelse i samarbejde med priskomitéen for Into Innovation Award, som efterfølgende indstiller de bedste kandidater til forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren.
Fakta om forskningsprisen
- Prisen Into Change Award hylder europæiske forskningsgrupper, der har udmærket sig gennem exceptionel forskning af samfundsmæssig betydning på højeste internationale niveau.
- Forskningsgruppens arbejde skal være baseret på værdier som nysgerrighed, samarbejde, ansvar, respekt og åbenhed i forskningen.
- Prisen kan tildeles forskergrupper inden for og på tværs af alle videnskabsområder og til både nuværende og tidligere forskergrupper.
- I 2026 består prisen af et samlet beløb på 8.000.000 kr. Heraf modtager prismodtagerne en personlig hæderspris på 100.000 kr. til hver person i forskningsgruppen. Det resterende beløb kan anvendes til forskningsaktiviteter på vindernes forskningsområder