Se ansøgningsfristen for det kommende kvante-opslag
7. juli 2023
Innovationsfonden offentliggør ansøgningsfrist og webinar for det kommende kvanteteknologi-opslag under Grand Solutions.
Innovationsfonden åbner e-grant for ansøgninger den 10. august 2023, med ansøgningsfrist den 5. oktober 2023. Strukturen for det nye opslag vil være et modificeret Grand Solutions-opslag.
Kvante-opslaget tilbyder finansiering af både den grundlagsskabende kvanteforskning og partnerskaber med virksomheder inden for alle kvante-teknologiske retninger – fra hardware og materialer til software og algoritmer. Dette skal modne både forskningen og virksomhedslaget og sikre, at der er et solidt grundlag for anvendelse og på sigt kommercialisering af dansk kvante-teknologi.
Ansøgninger skal, i store træk, følge de almindelige Grand Solutions retningslinjer, med nogle større ændringer:
I dette specifikke opslag er loftet for total projektfinansiering hævet til op til 90 procent. Finansieringsraten følger statsstøttereglerne, og projektets finansieringsrate afhænger af sammensætningen af partnere. Hvis for eksempel et projekt kun består af universitetspartnere, kan finansieringsraten nå op på 90 procent. Dette giver virksomheder og forskningsinstitutioner mulighed for at opnå den maksimale statsstøttefinansiering, henholdsvis 75 procent og 90 procent, i det samme projekt afhængigt af forskningens og projektaktiviteternes karakter.
Projekter behøver ikke at have deltagelse fra industrien.
Projekter kan være på meget lave TRL-niveauer. For projekter med teknologier på et lavt TRL-niveau (2-3) er der krav om en klar beskrivelse af anvendelse og mulig kommercielt potentiale på lang sigt, samt hvordan resultaterne vil påvirke og fremme nuværende eller fremtidige danske styrkepositioner inden for kvanteteknologi.
Opslagstekst og opdaterede retningslinjer vil blive offentliggjort senest den 10. august 2023.