Linda Mostrup Pedersen er en af Innovationsfondens Innowomen 2025

Hun skubber næste generation af cyber-talenter frem

Foto: Stine Heilmann

Hun er vild med digitalisering og mennesker. Hun er dygtig til at spotte talenter. Hun elsker at rykke på en idé og vidste tidligt, at hun ville være selvstændig. I dag driver Linda Mostrup Pedersen en virksomhed med sin kompagnon, og hun er blevet en del af Innovationsfondens Innowomen-intiativ.

Linda Mostrup Pedersen er blevet kaldt en helt indenfor sit felt. Det er store ord, men hun har angiveligt engageret mere end 30.000 unge og har haft en stor andel i at identificere og udvikle Danmarks næste generation af cyber-talenter.

Et andet ord for næsten det samme er rollemodel, og det var noget af det, der blev fremhævet, da hun i år blev kåret som Årets Kvindelige Inspirator ved det årlige Cyber Security Award-show – Cyber Security Dagen.

Linda Mostrup Pedersen er egentlig uddannet i Corporate Communication på Aarhus Universitet, men har altid elsket det digitale felt. Hun vidste også meget tidligt, at hun ville være selvstændig, og som 25-årig stiftede hun i 2015 virksomheden Happy42 sammen med Lasse Chor. Virksomheden har base i Aarhus og har specialiseret sig i rådgivning og talentudvikling indenfor blandt andet cybersikkerhed.

- I de seneste år har jeg set et klart skifte i samfundet. Der er kommet et øget fokus på sikkerhed og en større erkendelse af, at cyber- og informationssikkerhed er nødt til at komme ind som en del af uddannelsesprogrammerne på for eksempel universiteterne for, at vi kan lukke det kompetencegap, vi går i møde. Samtidig oplever jeg også en øget vilje til at trykke på speederen for at afprøve nye ideer og formater, fortæller Linda Mostrup Pedersen.

EM i cybersikkerhed

De tiltag, som Linda er særlig stolt over at være en del af, er dem, der sker i samarbejde med flere af landets universiteter, blandt andet Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Copenhagen Business School, IT-universitet i København og Danmarks Tekniske Universitet. Her er fokus at identificere studerende, som har talent for at arbejde med cybersikkerhed og udvikle deres kompetencer og interesse.

Happy42 er blandt andet en af drivkræfterne bag CyberSkills, som er målrettet talenter, som vil dygtiggøre sig indenfor cybersikkerhed. Derudover er Happy42 også i spidsen for De Danske Cybermesterskaber sammen med Aalborg Universitet og en række andre aktører. De seneste tre år er det blevet til både 1., 3. og en 4. plads ved EM. I 2027 har Danmark fået lov til at være vært ved EM.

Inspirator for unge kvinder

Den seneste idé, Happy42 har været med til realisere, er et kompetence-udviklings-kursus for ledige akademikere indenfor cyber- og informationssikkerhed, som er blevet realiseret i samarbejde med jobcenteret i Aarhus og Aarhus Universitet.

Ambitionen er, at kurset vil give de ledige bedre muligheder for at lande et job med denne type kompetence i rygsækken. Og netop dét at se et hul i markedet, koble de rette aktører sammen og sætte handling bag tanken, er noget af det, der driver Linda Mostrup Pedersen, og det er en af grundene til, at hun har takket ja til at være en del af Innovationsfondens Innowomen-program.

- Der er stadig for få kvinder, som arbejder indenfor cybersikkerhed, og jeg har et håb om, at fordelingen mellem kønnene bliver mere ligelig, fordi det giver det bedste arbejdsmiljø men også de bedste resultater på bundlinjen, når teamet er diverst på alle parametre.

Den anden grund er, at man ikke skal være bange for at springe ud på dybt vand:

- Jeg vil gerne vise, at man sagtens kan gå en anden vej end den, ens uddannelse måske var oplagt til. Selvom mine arbejdstitler ikke er direkte hægtet op på min Master i corporate communication, er der jo stadig kompetencer, der trækkes på, som jeg har med mig fra uddannelsen, siger Linda Mostrup Pedersen.

Innovationsfonden udpeger hvert år fire nye Innowomen, og du kan se den samlede liste

 

Fakta om Linda Mostrup Pedersen:

  • Uddannelse: Master i Corporate Communication, Aarhus Universitet
     
  • Stiftede i 2015 Happy42 sammen med Lasse Chor
     
  • Stifter af CyberBridgeForum: Nordisk-baltisk tænketank som bringer eksperter og organisationer sammen på tværs af landegrænser for at styrke cybersikkerheds-kompetencer og inspirere til øget digital robusthed.
     
  • Vandt i 2025 prisen som Årets Kvindelige Inspirator ved Cyber Security Dagen